Corona-krise vs. Psykiatriepidemi

Social udsultning, stigende stress-tendenser, ensomhed og sårbarhed Corona-pandemien har mange navne og hvordan kommer vi blot nogle af dem livs?

Årrækken hedder 2005-2015 og umiddelbart minder den os om meget simplere tider, da det på daværende tidspunkt ikke var Corona-pandemien, som fyldte absolut alt i vores hverdag. Personligt, gik jeg i skole og levede en ubekymret tilværelse, hvor lektier egentlig var dagligdagens største hurdle at overkomme. Sådan var det imidlertid ikke for mange andre mennesker. For ifølge WHO, World Health Organization, oplevede man fra 2005-2015 en stigning i depressionsramte på 18% på verdensplan (Rasmussen, 2021).

Det var primært unge mennesker, som blev ramt af depression, da de ikke følte, at de kunne leve op til deres egne forventninger og derved havde svært ved være at 100% tilstede, hvor de nu end befandt sig. Og så kom Corona. Og med det kom isolation. Og det førte til ensomhed. Og det førte til endnu flere folk, som følte sig deprimeret, afskåret fra omverdenen og alene. Det har præsenteret hele vores samfund for et kæmpe problem. For psykisk belastede eller udfordrede personer har måske i forvejen svært at gå til lægen og give udtryk for deres bekymringer. Dog hjalp det, at man kunne sidde over for en læge i trygge og ikke mindst komfortable rammer og forsøge at komme ud med de ting, som man nu måtte gå og tumle med. Den mulighed forefindes ikke en tid med Corona.

Den almene lægepraksis har i rekordfart fået opbygget en helt ny arbejdsgang, hvor videokonsultationer er blevet til hverdag samt rutine (UgeskrLæger2020;182:V205033). Videokonsultationerne er kommet for at blive og umiddelbart ligner det, at den almene lægepraksis, så vidt så muligt, skal undgå fysisk patientkontakt en rum tid endnu.

Det er på mange måder en god ting, men på ét punkt efterlader det både patienter og læger i en lidt ubehagelig situation – nemlig i psykiatrien. Der vil være mange af patienternes symptomer, som vil blive opdaget for sent, de vil få svært ved at få den rigtige hjælp uden fysisk fremmøde og lægerne sidder i en situation, hvor de ikke føler, at de kan præsentere patienterne for den korrekte behandling, fordi de simpelthen ikke har mulighed for det uden fysisk kontakt (UgeskrLæger2020;182:V205033). Det resulterer desværre også i stigende stress-tendenser blandt vores praktiserende læger. Så hvordan takler man en sådan situation, hvor både patienter og læger lider? Efter den første genåbning, oplevede man, at flere og flere psykiatriske patienter blev hjemme fra læge/hospitaler af ren frygt for at blive smittet (UgeskrLæger2020;182:V205033).

De får derfor ikke den rette behandling, hvilket også er noget, som påvirker lægerne, da de så ikke føler, at de kan leve op til forventningerne og give patienterne den behandling, som de skal have for at komme tilbage på toppen. Kan vi aflaste lægerne ved at give dem mere fleksibilitet i deres hverdag og muligheden for selv at tilrettelægge deres arbejdsliv? En ting er sikkert, en praktiserende læge kan ikke være der for en psykisk belastet patient, hvis de selv er ramt af nogle af de samme symptomer. Der må derfor tænkes kreativt for vi vil komme til at opleve et stort efterslæb af psykisk belastning i mange former efter Corona-virussen er forduftet.